Iiiih... Gider ikke rigtigt gå ind i det nu, men vil alligevel ud med det...

Have...
Jeg har været inde på det før, men det går mig tydeligvis mere på, end jeg har ladet mig selv mærke med.
Jeg ved godt jeg ikke er det flittigste havemenneske. Jeg ved godt jeg ikke altid gider. Jeg ved godt at jeg nok ikke lige har de bedste idéer til hvordan en pæn have rigtigt skal se ud... og blablabl.
Men jeg elsker min have. Elsker at have et sted at gå ud og slappe af i, et sted at gå og pusle lidt om. Et sted at rive og flå i... Alt efter humør. Men det der især er vigtigt er at kunne gå derud i ro og fred. At gå i min egen lille verden og gøre tingene i mit eget tempo. Og hvis græsset ikke bliver slået i 14 dage, så kan det være det bliver slået d. 16 dag. Og hvis jeg ligger og slapper af med en bog eller min blok, så kommer der ikke pludselig nogle og taler til mig om at sådan og sådan skal vi også lige huske at der skal gøres.
Hvad jeg vil frem til er bare, at jeg ikke er mennesket til en delehave...! For så er den have ikke længere et sted jeg føler mig hjemme og slapper af. Før var det fint nok, selvom der selvfølgelig altid var min udlejer, der gik rundt i området. Men han kom ikke ind i haven medmindre han havde en besked. De fyre der boede i den anden lejlighed var mere end ligeglade med haven. Så det var miin have, og det var et hjemmested... Men det er det bare ikke mere... Kan allerede mærke det. Selvom det er pisse koldt herinde, fordi det er en gammel staldbygning med sm,å vinduer og tykke mure, og selvom det er dejligt varmt udenfor, så går jeg bare ikke ud, fordi der går 'folk' rundt derude og ser og kommenterer hvad jeg går og laver. Ikke på nogen uvenlig måde, men det er bare ikke det jeg er i humør til. Jeg går ud for at slappe af og nyde varmen... Ikke for at snakke og høre folks gode råd og smarte idéer...

Jeg vil have et sted hvor min have bare er min!

___
Tilføjelse 12/6-20
Haha, det går mig tydeligvis stadig på, så jeg knytter lige mere til. Egentlig ansporet af at jeg på et tidspunkt i denne periode havde Susanne på besøg, og beklagede min nød til hende, mens vi var ude på rulleskøjter. Lige før vi når en bakke ned, siger hun (noget a la følgende - det er trods alt 12 år siden): "Det er også irriterende der hvor jeg bor, der har vi kun en park og den skal jeg sgu også dele med alle mulige andre." Og så ruller hun ned ad bakken og først et par minutter senere har vi fundet hinandens rytme igen og har mulighed for at tale videre.
Jeg kan huske det føltes som en spand koldt vand i hovedet, fordi det netop ikke var det at dele den, der faktisk udgjorde problemet.
Problemet bestod i at naboen følte vi skulle være sociale derude, føle de kunne fortælle mig at dette eller hint skulle bringes i orden for min part, og ovenikøbet fik den bedste sammenhængende bid af haven, da hegnet kom op.
Jeg ville snildt kunne sætte mig i en park på et tæppe og slappe af (om jeg ville gøre det ved jeg ikke) og nyde det gode vejr, og have andre mennesker omkring mig, for DE ville ikke komme og bede mig slå græsset eller luge bedene snarest. DE ville ikke dømme mig over at jeg så ikke med det samme gik i gang, men valgte at ligge med en bog. DE ville ikke tro at nu skulle vi rigtig snakke og være sociale sammen. De ville lade mig i fred og jeg dem. Og skulle nogen fremmed komme med en lille hyggekommentar i en park er den overstået på 2 minutter, hvis jeg ellers (hvilket jeg mestrer til perfektion) virker tilpas lukkende i min respons (ikke uvenlig, men jeg opfordrer bare heller ikke til mere samtale - ikke engang hvis jeg ellers gerne vil... Jeg ved simpelthen ikke hvordan man gør :P
Og så er der det ved det, at selvom jeg skulle begynde på havearbejde, så ville jeg med sikkerhed få kommentarer på min måde at gøre det på også. Jeg er ikke meget praktisk, men hygger mig i haven på min egen måde. Jeg har ikke brug for folk til at give mig råd og observere hvordan jeg arbejder.
Alt dette fik jeg ikke fulgt op på og sagt til Suanne, der på rulleskøjteturen. Jeg tror jeg fik sagt noget, der lød som dårlige undskyldninger og som hun lod fare uden at konfrontere mig yderligere. Men jeg tror heller ikke på dette tidspunkt det stod helt klart for mig, hvad det var, der gik mig så meget på. Det gjorde det bare!